Fremtidens erhvervskommune
Mariagerfjord skal være en kommune, hvor virksomheder og iværksættere kan udleve drømmene. Socialdemokratiet vil derfor skabe de bedste rammer for at etablere og drive virksomheder.
Forpligtende samarbejde
Samspil mellem det private og det offentlige kan til tider være afgørende for en bedre service over for kommunens borgere. Vi ønsker derfor at styrke dette samarbejde og tillidsforhold mellem det offentlige og det private. Virksomheder har mange forskellige udfordringer, som skal løses i en fart. Vi ønsker at arbejde tæt sammen med virksomhederne, så vi bedst muligt kan imødekomme deres problemstillinger og udnytte det lokale engagement.
Sagsbehandlingstid
Sagsbehandlingstid er afgørende for, hvor hurtigt en virksomhed kan komme i gang med nye projekter samt komme videre med byggeri, udvidelser osv. Sagsbehandling i kommunen afhænger af lovbestemt dokumentation, men det afhænger også af relationer og dialog. Sagsbehandlingstiden kan sikkert forkortes, hvis vi taler med hinanden om problemet med det samme. Vi vil arbejde for differentieret og effektiv sagsbehandling, der kan nedbringe ventetiden for virksomheder.
Den grønne dagsorden
I Mariagerfjord Kommune er der flere og flere virksomheder, som arbejder med at implementere bæredygtighedsprincipper i deres produktion. Vi vil gerne have endnu flere grønne arbejdspladser. Derfor vil vi undersøge, hvordan vi kan sikre fortsat udvikling på bæredygtighedsområdet. Samtidig skal vi sørge for, at alle virksomheder har den nødvendige arbejdskraft, der kan imødekomme den grønne omstilling. Vi skal gøre det overskueligt for den enkelte virksomhed at tilvejebringe de kompetencer, der kan sikre konkurrencedygtighed i fremtiden.
Iværksætteri
Vores iværksættere skal have de bedste betingelser for at komme i gang. Vi vil derfor have fokus på, hvilke tiltag der skal til, for at iværksætteri kan folde sig helt ud. Vi vil også se på, om man kan skabe interesse for iværksætteri på skoler og uddannelsesinstitutioner med henblik på at fremme iværksætteri i fremtiden.
Turisme
Der kommer flere og flere turister til Mariagerfjord Kommune. F.eks. tiltrækker Østkysten mange turister med sin smukke natur og talrige udflugtsmuligheder, ligesom Mariager og Hobro tiltrækker mange dagsturister. Vi ønsker at udvikle på turismen og vil undersøge, hvordan vi kan gøre det bedre. Det lokale islæt skal promoveres endnu mere i fremtiden. Der er altid kamp om turisterne. Derfor skal vi have fokus på, hvordan vi kan fastholde plads til forskellige tilbud fra by til by i kommunen. Vi vil se på, hvordan vi bedst kan holde fast i områdets særpræg, samt hvordan vi bedst kan udnytte vores lokale turistmuligheder.