Den kommunale service under lup
I Socialdemokratiet vil vi gerne udfordre den måde, hvorpå vores kommunale system er opbygget. Vi vil skabe løsninger, der fungerer i praksis, og som er forståelige for borgerne. Det gælder uanset hvilken forvaltning man har kontakt til.
Den kommunale labyrint
Det kommunale system er en kompleks størrelse, og det kan være vanskeligt for den enkelte borger at navigere rundt. Vi mener derfor, at der er brug for at tænke anderledes. Når man som borger står i en sårbar situation, skal man ikke selv finde rundt mellem de forskellige kontaktflader, men i stedet møde en tovholder, der tager ansvar og guider videre rundt i systemet.
Flere skræddersyede løsninger
Det er kommunens opgave, at borgeren oplever mening og sammenhæng i opgaveløsningen. Vi ønsker mere borgerinddragelse. Borgeren skal mødes positivt, og i samspil med borgeren skal der rettes et meningsfyldt og helhedsorienteret fokus på opgaveløsningen. Det skal være opgaven, der definerer strukturen, og ikke omvendt.
Flere forløb med en gennemgående sagsbehandler
Mange skift af sagsbehandlere under et forløb kan opleves som en stor belastning for borgeren, der hele tiden skal starte forfra med en ny sagsbehandler. Vi vil undersøge muligheder for at sikre flere forløb med en gennemgående sagsbehandler, samt hvordan vi kan sikre borgeren ved overgange og skift.
Skriv, så vi kan forstå det
Vi ønsker bedre og mere gennemskuelig sagsbehandling. Borgerne skal ikke modtage uforståelige breve. Sprog, beslutninger og den sagsbehandling, der ligger bagved, skal være gennemsigtige og til at forstå.