Alder, sygdom eller handicap skal ikke stå i vejen for det gode liv
I Socialdemokratiet arbejder vi for, at alle i Mariagerfjord Kommune har mulighed for et liv med tryghed, respekt og selvbestemmelse, uanset alder, sygdom eller handicap.
Selvbestemmelse i eget liv
Den enkelte borger skal være selvbestemmende i eget liv. Vores tilbud skal først og fremmest bygge på respekt og værdighed. Der skal tages udgangspunkt i den enkeltes ressourcer, behov og ønsker. Vi skal gøre alt for at bistå med hjælp til selvhjælp, men når man ikke længere kan klare sig selv, skal man vide sig i trygge hænder i de kommunale tilbud.
Flere kollegaer til vores dygtige medarbejdere
Vi ønsker, at flere skattekroner går til varme hænder i ældreplejen. Vi vil sikre løbende opkvalificering af personalet og fremme den gode arbejdsplads. Det kræver, at alle medarbejdere har adgang til god ledelse og faglig sparring. Vi vil arbejde for bedre normering og organisering på kommunens plejecentre. Ligeledes vil vi byde alternative fagligheder velkommen, der kan tilføre nye, anderledes og forebyggende tilgange. Vi vil støtte og arbejde for lokale forsøgsordninger, som vi gjorde med musikterapi, der i dag er udbredt både i hjemmeplejen og på plejecentre.
Den gode alderdom
Hvad enten man bor i eget hjem eller på kommunens plejehjem, skal vi arbejde for den gode alderdom. Der skal sikres trygge rammer om den sidste del af livet. Beboere på plejecentre skal have tilbud om at inddrages i praktiske gøremål, og der skal dufte af mad og hjemlig hygge. Vi fastholder derfor, at der skal laves mad på alle plejehjem. Plejecenteret skal kunne rumme alle ældres aktive liv. Vi vil arbejde for, at der skabes fælles miljøer, hvor mennesker mødes på tværs af generationer. Vi ønsker at se på kriterierne for at få tildelt en plejehjemsplads. Vi bør f.eks. overveje, om faktorer som ensomhed skal tages i betragtning.
Demensområdet
På demensområdet skal der fortsat være støtte og aflastning til pårørende så tidligt som muligt i forløbet. I dag er plejecenter Skovgården i Hadsund kommunens demenscenter. Vi vil arbejde på at etablere et demenscenter i Hobro.
Handicapområdet
På handicapområdet er det vigtigt, at borgeren ses som eksperten i sit eget liv. Vi vil arbejde for, at der sikres sammenhæng i de tilbud, som mennesker med handicap kan benytte sig af. Tilbuddene skal passe til den enkelte, så vedkommende aktivt kan tage del i at fremme egen sundhed, trivsel og deltagelse i samfundslivet. Vores botilbud skal være en integreret og aktiv del af det omgivende nærmiljø. Vi vil sikre, at alle med handicap får tilbud om gode og udviklende beskæftigelsestilbud.